Lejlighed til leje i Bansko, Bulgarien med plads til 4-5 pers.

Lejligheden ligger cirka 15 minutters gang fra skiliften, og i kort gåafstand til byens hovedstrøg med restauranter og barer. Lejligheden er helt nyindrettet, lys og venlig og befinder sig på 4. sal med elevator.

Lejligheden indeholder to soveværelser med væg til vægtæppe, begge med dobbeltseng, natborde, garderobeskab, og kommode, og begge med udgang til hver sin altan.

Nyt køkken i åben forbindelse med stuen, indeholdende komfur med fire kogeplader, ovn, mikroovn og køleskab m/ frys, samt fuld service og køkkenudstyr til 5-6 personer.

Stor rummelig opholdsstue med spisebord, fem stole, TV, sovesofa, lænestol og sofabord. Der er en dejlig pejs i stuen samt udgang til stor sydvestvendt altan med udsigt til Pirin bjergene.

Lejligheden indeholder endvidere brusebadeværelse med toilet, samt separat toilet.

Lejligheden indeholder alt hvad man skal bruge af sengelinned, håndklæder mm.

Der er igangværende byggeri af indendørs pool/spa, som efter planen skal stå færdig sommeren 2009.

 

Bansko er Bulgariens nyeste skisportssted. Den nye kabinelift og øvrige skisportsfaciliteter har gjort den til Bulgariens mest moderne skiområde. Kombinationen af nyt vintersportssted og gammel middelalderby, gør Bansko til et godt alternativ til mange steder i Alperne til kun en brøkdel af prisen. Placeringen ved foden af de smukkeste bjerge i landet, gør Bansko ideel til både alpinski-, klatre- og vandre destination. Med tre bjergtoppe på over 2900 m og tilsammen 70 km pister, er området ideelt for skiløb på alle niveauer, med særdeles rimelige priser på skileje og undervisning af kompetente engelsktalende skilærere. Skisæsonen er en af Europas længste, fra midten af december til slutningen af april.

 

Byen Bansko i Bulgarien er spændende hele året rundt, fuld af gamle historiske bygninger. Den smukke kirke dominerer byens torv, som bl.a. byder på jazz festival i august måned, en af Bulgariens største og mest omtalte musikoplevelser. Bansko har mange traditionelle bulgarske restauranter samt mange andre typer restauranter til yderst rimelige priser.

Om sommeren kan området byde på mange fantastiske vandreture i bjergene, hesteridning, mountainbike, ligesom der findes 18 hullers golfbane i kort køreafstand fra byen.

Vil man ud på større eventyr, kan man f. eks. køre til Grækenlands næststørste by, Thessaloniki, som kun ligger ca. 2½ times bilkørsel fra Bansko.

 

 

 

Bansko ligger ca. 170 km. syd for hovedstaden Sofia. Det tager ca. 2½ time at køre dertil, enten i taxa eller minibus, hvilket kan bestilles ved booking af lejligheden til ca. 80 Euro, eller ved at leje bil (pålideligt udlejningsfirma kan anbefales).

Endvidere, kan velkomstpakke, indeholdende f.eks. brød, mælk, kaffe, øl og vin , bestilles til ca. 100 kr. plus vareomkostninger

 

 

Date
By